Organisationer og tiltag der har betydning for førstehjælpen og førstehjælpsundervisningen i Danmark
(Tryk på organisationens navn for mere information)

Dansk Førstehjælpsråd
Dansk Førstehjælpsråd (DFR) er en paraplyorganisation bestående af de traditionelle udbydere af førstehjælpsuddannelse i Danmark, og består af medlemsorganisationerne; Dansk Folkehjælp, Beredskabsforbundet, Beredskabsstyrelsen, Dansk Røde Kors, Falck, Foreningen af Kommunale Beredskabschefer og Forsvarets Sundhedstjeneste. DFR har derudover en række samarbejdsorganisationer, herunder bl.a. FSFI.

Dansk Råd for Genoplivning
Dansk Råd for Genoplivning (DRG) er en del af det Europæiske Råd for genoplivning (European Resuscitation Council – ERC), og søger i samarbejde med beslægtede nationale og internationale organisationer at udbrede kendskabet til hjerte-lunge-redning.

ERC
Det Europæiske Råd for genoplivning (European Resuscitation Council ERC).

Foreningen af Selvstændige Førstehjælpsinstruktører
Foreningen af Selvstændige Førstehjælpsinstruktører (FSFI) er en frivillig national forening for instruktører i førstehjælp, som ønsker at udbyde godkendte kurser i egen virksomhed. Da FSFI har en samarbejdsaftale med DFR, er alle instruktører der er medlem af FSFI samtidig godkendt som instruktører i førstehjælp ved DFR. Dette betyder også, at hvis instruktøren ikke vedligeholder sine kompetencer, vil medlemskabet af FSFI og godkendelsen hos DFR ophøre. For at være godkendt instruktør i førstehjælp, skal man dermed være medlem af FSFI, eller en anden organisation med samarbejdsaftale med DFR.

Hjertestarternetværket
Indsamler oplysninger om, hvor der findes hjertestartere i hele Danmark. Oplysningerne om, hvor hjertestarterne findes, kan bruges af alle til at orientere sig om, hvor den nærmeste hjertestarter findes. Netværket kan ses af alle på hjemmesiden www.hjertestarter.dk, og regionerne har desuden adgang til en særlig udgave af netværket til brug på deres AMK-vagtcentraler. Hjertestarternetværket og hjertestarer.dk er initieret, drevet og ejet af TrygFonden.

Dansk Hjertestopregister
Indsamler data om patienter, der behandles for hjertestop udenfor hospitalet. Formålet er at identificere, hvilke faktorer, der har betydning for udfaldet af hjertestop uden for hospital. Dette gøres ved at analysere tidsforløbet og de iværksatte behandlinger og sammenholde dem med resultaterne for overlevelse, følgevirkninger og komplikationer.

Kilde: Sundhedsstyrelsens Rapport om "Hjertestartere (AED) Placeret uden for sygehus" Juni 2011.